Bliver du helt lammet ved tanken om at lægge an på en fyr? Godt, for du spilder tiden. Scorereplikker hører til i B-serier, ikke i din romantiske strategi. Ifølge de mænd, vi har talt med, er ordene “Jeg er vild med dig” helt uden effekt – medmindre du føler dig modig og tør hviske det forførende i hans øre. Her er otte scoretrick, de gerne vil scores med.

Scoretrick 1: Et forførende smil

Det skal du gøre: Har du mødt en person, du gerne vil imponere? Det, der vil have allerstørst effekt, og hvor du vil kunne sno ham om din lillefinger, er at smile. Slap af i ansigtet, løft hagen, og send ham så et stort dejligt smil. Nemt.

Derfor virker det: Det er der mange grunde til. For det første er du meget kønnere, når du bevæbner dig med dit bedste smil. En stram mund (og en smal talje) ser fantastisk ud på catwalken, men du kommer ikke langt med det hos en mand af kød og blod. Smil har også en afsmittende effekt: smil, og verden smiler tilbage. Den søde fyr i baren føler sig glad helt ned i maven, fordi du lige har smilt til ham. Dit smil fortæller også mænd, at du er en pige, de gerne vil have i deres liv: Selvsikker, varm, udramatisk, sjov og glad ved dig selv. En sikker vinder.

Scoretrick 2: Hårfinten

Det skal du gøre: Stryg håret væk fra dine øjne eller dit ansigt, og vis ham så lige dit skønne smil, mens du er i gang.

Derfor virker det: Han vil gerne røre ved dit hår. Når du rører det, får han endnu mere lyst til at røre ved det. Han vil gerne stryge sine fingre igennem det, sno det om sine fingre, dufte til det og vågne op i det. Det er bare én årsag til, hvorfor overdreven brug af hårspray kan spænde ben for en romantisk date.

Scoretrick 3: KontaktsporT

Det skal du gøre: Hov, kom du lige til at røre ved hans arm, da han rejste sig for at hente drinks, eller lod du lige dine fingre røre hans, da han rakte dig glasset? Du sender ham et stærkt signal om, at du er tiltrukket. Og trækker han ikke armen eller hånden til sig, siger han “jeg er på”.

Derfor virker det: Når vi interagerer med andre mennesker i dagligdagen, har vi forskellige barrierer for fysisk kontakt med andre mennesker. Hvis det nu var ham eller hende ved kassen i supermarkedet, der kærligt “kom til” at røre ved din hånd, da du skulle have byttepenge tilbage, ville du vælge et andet supermarked fremover. Men den fysiske barriere forsvinder, når der er gang i en aktiv flirt, så brug de effektive “ups-berøringer” til din fordel.

Scoretrick 4: Kig en ekstra gang

Det skal du gøre: Skab øjenkontakt med ham, og kig så væk. Vent et sekund eller to, og kig så på ham igen. Hvis du kan demonstrere et af de der søde undertrykte smil samtidig, er han solgt.

Derfor virker det: Tricket med at kigge en ekstra gang handler ikke kun om øjenkontakt. Det er øjenkontakt med et stort grønt lys. Du inviterer ham diskret over, så medmindre han er optaget til anden side, vil han sikkert ikke kunne modstå fristelsen særligt længe. Husk, at mænd er lige så generte som kvinder, så det kan godt være, du er nødt til at kigge en ekstra gang, før han samler mod til at komme over.

Scoretrick 5: Tag godt imod hans scorereplik

Det skal du gøre: Lad ham nu bare fyre den scorereplik af (et ekstra kig og et varmt smil vil helt sikkert hjælpe ham til at samle mod), og nyd opmærksomheden. Giv dig hen, byt om på rollerne, og brug så hans egen scorereplik på ham.

Derfor virker det: For det første vil han blive helt vildt lettet over, at du ikke grinte af ham eller ignorerede ham. Mænd er skrækslagne for at gøre sig selv til grin, når de lægger an på kvinder, så han vil blive begejstret for din varme og humoristiske respons. En mand ved, at han har ramt en guldåre, når han møder en pige, der får ham til at grine – næsten lige så meget, som han får hende til at grine.

Scoretrick 6: Hvisk det

Det skal du gøre: Læn dig over mod ham, og hvisk noget i hans øre. Ikke noget kinky (i hvert fald ikke endnu) – egentlig hvad som helst, bare du hvisker det og bruger hans navn. “Kim, har du prøvet sambuca’en med hindbær?”

Derfor virker det: Nogle mænd ville måske være lidt langsomme til at fange, at du flirter diskret, men der kan ikke være mange, der misser det her budskab. Hvis han ikke virker til at tænde på dig, der sagte hvisker hans navn, mens din ånde kilder hans øreflip, bør du finde et mere værdigt offer for din flirt.

Scoretrick 7: Blink

Det skal du gøre: Når du får øje på en lækker fremmed i baren, så prøv at sende ham et hurtigt blink, og læg mærke til hans ansigt. Du har helt sikkert fanget hans opmærksomhed.

Derfor virker det: Hvis du blinker spontant og med stil, sender det et tydeligt signal om, at du er interesseret. Samtidig fortæller det ham, at du er en fræk kvinde med stil, der ved, hvad hun vil, og hvordan hun får det. Du har allerede reddet hans aften. Og natten er stadig ung.

Scoretrick 8: Finders keepers

Det skal du gøre: Hvis du har sludret med en fyr til en fest eller i en bar, skal du forlade ham efter en halv time og mingle. Men inden du forsvinder, så nævn lige for ham, at han gerne må finde dig, inden han går.

Derfor virker det: Det handler ikke så meget om selve scoretricket, men mere om ikke at miste det, du har fundet. At forlade ham virker måske som en lidt risikabel strategi, men hvis han godt kan lide dig, er det den perfekte måde at forsegle aftalen på. Hvorfor skulle du gå i hælene på ham hele aftenen? I stedet har du gjort dig selv mere interessant, mens du bevæger dig rundt og mingler med de andre. Du kan godt regne med, at han på magisk vis dukker op ved din side, når det er blevet tid til at ringe efter en taxa. Måske dette ville være det helt rigtige øjeblik at spørge ham, hvordan han vil have sin kaffe.